Waiting for the night to fall
Balder på Havlykke Strand
D. 28-08-2023
Når du hører navnet Balder, tænker du måske på en nordisk gud. Men Balder var så meget mere; hvis du bare havde hørt en brøkdel af de historier, jeg kender til om ham - og jeg kender kun de færreste - ville du vide, at han var en helt særlig hund. Og en rigtig flot fyr.
Balder var et fast holdepunkt i sine teenageres liv. Og der var mange af dem, hele fem gennem årene, der syntes, at han var lige netop deres hund. Han var den, der kom med på de lange ture i de mørke nætter ude i provinsen. Der lyttede til glæder og sorger og stod igennem, selv når verden omkring hans familie brød sammen Han kendte vore alles humørsvingninger og var en bro af kærlighed.
Trofast løb han op op og ned af skrænter ved Fodby Strand, når jeg endnu en nat slæbte ham derud under stjernerne, for at få lidt luft fra livet. Og når hele verden brasede sammen var han et pendul, jeg skulle hjem til. Uanset hvad livet bød på i storbyens glæder og rædsler, skulle han luftes, have mad og vand.
Balder havde sine særheder. Han ville gerne være tæt, men rykkede sig alligevel altid lige uden for rækkevidde. Jeg flyttede fra provinsen til en lejlighed i København - Balder nægtede at forlade bilens bagagerum. Lå der gerne hele dagen og til sidst måtte jeg slæbe ham ud.
Sådan var det også, da vi købte Havlykkegaard. Han insisterede på at sove foran bilen ude i gården - skulle ikke nyde noget af at komme ind i huset. TIl sidst blev gården dog blev hans nye fristed. Her kunne han, ligesom da han var hvalp, løbe frit med næsen i sporet efter fasanerne. Hans taktik var at løbe rundt om et hjørne som en stormvind. Stod der en fasan i sine egne tanker, nåede den aldrig at tænke dem til ende, før den overrumplet havnede i flaben på ham. Som unghund tømte han naboens hønsehus for præmiehøns - vi benægtede, at han kunne finde på sådan en misdåd - indtil han kom glad om hjørnet med blå hønsefjer omkring hele flaben.
Han gik sine egne veje, og holdt jeg ikke godt øje med ham, forsvandt han ned på stranden. Mere end fem gange er han blevet ringet hjem af hundeluftere, der syntes han var lidt for interesseret i deres hunhunde. De fleste grinte af flugtkongen, men nogen var ikke helt så tilgivende over min skødesløse hundepasning. Det endte med vi købte en tracker og stor var hans overraskelse, når jeg pludselig dukkede op ud af det blå nede på stranden. Han blev altid glad for at se mig og fulgte trofast med hjem igen, mens jeg surt bebrejdede ham hans opførsel.
Min ældste datter og jeg begravede ham i højen en sommernat.
En måned efter vi begravede Balder, mødte vi ham her. Billedet er fra 2026, hvor Stoffer er tre år gammel.