Pæretræet

D. 20-10-2023

Pæretræet

Pæretræet havde stået på sin plads lige så længe, det kunne huske. Du tænker måske, at et pæretræ slet ikke kan huske, og du har sikkert ret. Men kunne det her pæretræ fortælle sin historie, ville det starte med dengang, det blev plantet af en stolt bondefamilie for 130 år siden. De havde netop fuldført deres drøm og fået opført en prægtig hovedbygning. Hele tre skorstene – det snakkede man meget om på egnen i den tid. Og lige uden foran døren, på hæderspladsen mod øst, skulle et pæretræ give efterårsfrugter til gårdens børn og ansatte.

De plantede også æbletræer, mange sorter – men de stod omme i frugthaven. De var ikke helt fine nok til at komme tæt på det prægtige hus, tænkte pæretræet.

Kunne jeg bare fortælle dig en brøkdel af, hvad pæretræet så i alle de år. Tyske soldater på stranden. Eller dengang en kraftig østenstorm væltede stalden omkuld? Det havde nok hørt tale om østenstorme før – for eksempel den novemberstorm, der kort før pæretræet spirede frem, fjernede store dele af kysten lige syd for, hvor træet nu stod.

Mange år var som sagt gået, og det var, som om der skete mindre og mindre. Det bar flere og flere pærer, som årene gik, men strakte sig samtidig mod himlen, så menneskene ikke kunne nå at plukke dem.

"Det var vel nok en skam," sagde gårdens beboere og de mange gæster. "At alle disse pærer, højt under himlen, sådan skal gå til spilde." Men pæretræet rankede sig ved tanken om, at det lavede pærer til selveste himlen. Himlen var en kær gæst for pæretræet, selvom den ofte gemte sig bag skyer og regn. "Der er du jo igen," kunne pæretræet udbryde, når solen endnu engang trængte frem bag skyerne. Hver morgen nejede træet lidt, når solen kravlede over havet i øst. "Der kommer min veninde," sagde pæretræet til æbletræerne ovre i frugthaven. De hverken så eller hørte det gamle pæretræ. Æbletræer har nok i sig selv og hinanden.

Men som sagt var der blevet mere og mere stille om det gamle træ. Det blomstrede glad hvert forår – "satte frugt", sagde menneskene. Og dryssede dem gavmildt over jorden, når efteråret med dets storme satte ind. Der lå de så, de saftigste og sødeste pærer, nogen kunne forestille sig, og blev til et gavebord for sommerfugle og hvepse. De blev ganske berusede, insekterne, og for hver dag i efteråret kom der flere til. Så frydede pæretræet sig og tænkte: "Mit selskab her er et helt andet end det ovre hos æbletræerne, hvor der kun er snegle og orme."

Mange år var gået, flere af æbletræerne var borte, og for nylig knækkede et af dem en stor gren af stammen. "Vi er ved at blive gamle," tænkte pæretræet.

En nat blæste det op fra nord-nordvest. Menneskene snakkede om en 100-års begivenhed, da de skuttede sig på vej ind i huset. "Nå," tænkte træet, "100 år er ingenting. Jeg tror, jeg er her om 1000 år." Det stod der i stormen og så ud over havet, hvordan vandmasserne blev presset ned langs stranden og forsvandt mod øst. De er nok artige derovre med dem og det, tænkte træet, der jo aldrig havde drukket saltvand.

Næste aften vendte stormen og kom som med fornyede kræfter fra øst. Med sig bragte den alt det saltvand, der ikke var blevet drukket. Saltvandet kastede sig over strandene, det åd store bidder af skrænterne, og det piskede og føg rundt i luften, helt op til pæretræet.

"Lad nu være med det," sagde træet, "uf, jeg kan slet ikke lide alt det salt." Men vandet svarede træet: "Vi vil slet ikke op til dig, men du må snakke med vinden. Det er den, der kaster os rundt. Og hvis vi var dig, ville vi nok krybe lidt i læ."

"Årh," svarede træet, "jeg har set så mange storme i min tid – hvad gør én fra eller til?"

Stormen hørte, hvad træet svarede, men tog sig ikke af det. Den havde travlt med at bygge sig op og op. "En 100-års begivenhed," tænkte den, "jeg er en rigtig hundrede-års begivenhed." Og den pustede sig endnu større.

Det gamle træ mærkede, hvordan det knirkede på en ny måde, det aldrig havde følt før. Det var, som om selve jorden gav slip under det. "Jeg må nok hellere gøre, som vandet sagde, og bøje mig mod jorden. Måske den vældige storm vil glemme mig og blæse sin blæst andre steder hen." Men lige meget hvor meget, det bøjede sig, var det stadig, som om der opstod et hulrum i jorden under det. "Jeg må holde godt fast," tænkte det, for det vidste ikke, hvad der ville ske, hvis det først gav slip.

Det tænkte på alle sommerfuglene og de store gedehamse, der havde spist af dets frugter. Det huskede den dreng, der hver nat listede sig ud fra forældrenes hus for at stjæle en pære. Det huskede, da drengen blev til mand og en dag kom hjem med en brud. Det huskede, da de gamle på gården blev båret ud. De kunne ikke leve mere, sagde man.

Og nu var det, som om noget usagt blev forløst dybt under det. Noget bristede, noget forsvandt – det sidste, træet tænkte, var: "Jeg må ikke falde ind i huset og heller ikke ind i stalden. Jeg vil lægge mig midt imellem."