Uglen

D. 28-12-2025

En sommeraften stod jeg på terrassen mod vest og følte mig beskuet. Jeg huskede at Frank, som vi købte huset af, fortalte om den samme fornemmelse og den ugle, han havde oplevet sidde og kigge på ham. Derfor byggede han åbningen i staldvæggen, stor nok til at invitere en ugle indenfor. Nu oplevede jeg præcis det samme - et par store øjne betragtede mig tavst, afventende. Jeg listede baglæns og løb så ind i huset efter et kamera - men selvfølgelig var fuglen, uglen, fløjet da jeg kom tilbage.

Siden har jeg mødt den flere gange når jeg kom op på loftet i stalden. Hørt suset fra et par store vinger, se den forsvinde om hjørnet, lydkløst.

Og vi hører den tit om natten - den tuder, den skriger og den snakker. En sommer aften var der to ugler og tre unger ude i haven. Ungerne tumlede rundt - de var helt klart i gang med at lære at jage.

Jeg elsker uglen for dens ensomhed, dens lydløshed. Bliver den i dagtimerne opdaget af andre fugle, opstår der er heftigt palaver og den foretrækker skyndsomst til fredeligere egne.

En sen decembernat lykkedes det omsider at få fanget den på et kamera. Den bor sadig i stalden - hvorfor vi altid holder den aflåst.