Svalerne Kommer
D. 01-05-2026
Svalerne ankom i år d. 1. maj kl. 13:05. Jeg ved det, for jeg havde holdt øje i flere dage og var bekymret over, om de mon havde klaret hele den lange tur over Sahara og Middelhavet - syntes de burde have været her for længe siden.
Men kl 13:05, netop mens jeg beklagede mig over gårdens markante mangel på en af mine yndlingsfugle, strøg en enlig svale ned i gårdspladsen, snart efterfulgt af to mere. Sammen eksaminerede de svalerederne, som har hængt under tagskægget på den store stald i al den tid vi har haft gården - og tjekkede også dem i vognporten, før de kvidrende tog på rekonisering i lokalområdet. Nu genlyder Havlykkegaard endnu en sommer af svalekvidren - og parkering på gårdspladsen resulterer helt sikkert i fugleklatter på lakken. De går af i regn, men er ikke gode for lakken.
Det anslåes at mellem 30 til 50% af bestanden går tabt på grund af udmattelse, storme, tørke og mangel på insekter på den over 10.000 km lange rejse fra det sydlige Afrika til Sydfalster.